En tiårig pige afleveres af sin mor til nogle plejeforældre, uden at hun selv ved hvorfor, og lige efter at hun har set sin lillebror dø i en topkupé.

Tiden er 1939, stedet Sydtyskland og forholdene forfærdelige. Nazisternes øjne ser alt i den lille by tæt på München, og plejefaderen har svært ved at finde arbejde som maler, efter at han har hjulpet nogle af byens jøder med at male slagord på butiksfacaderne over. Plejemoderen lægger ikke skjul på, at hun mener, at livet har snydt hende, og forsyner både pigen, ægtefællen og læseren med et bredt udvalg af det tyske sprogs værste gloser.

Liesel har endnu ikke lært at læse, men finder ved broderens begravelse en håndbog, som en kirkegårdsgraver har tabt. Den bliver hendes bizarre læsebog, da den rare stedfader påtager sig den opgave, som hendes hysteriske lærer har skudt fra sig.

Skal man overleve på samfundets bund, må man stjæle, og sammen med bedstevennen Rudy slutter hun sig til forskellige bander for at stjæle mad. Men Liesel stjæler også andet: Bøger. Fra bogbrændinger og fra borgmesterfruens bibliotek. For nu har hun lært at læse og begynder at lede efter livets mening og sandheden i de forbudte bøger, godt hjulpet af jøden Max, som familien gemmer i kælderen.

Der er stort drama i beretningen, der berører hele følelsesregisteret, ikke mindst det tungeste. Selveste Døden er udnævnt til fortællerstemme, og det er faktisk et godt greb scenariet taget i betragtning. Men det er irriterende, at læseren gang på gang bliver mindet om, at der bag fortælleren sidder en faktisk forfatter, der gør sig umage for at udtrykke sig i overspændte vendinger. Hvordan sproget virker i originaludgaven, ved jeg ikke, men mange steder er der i hvert fald tale om rigtig dårligt dansk. Kan man holde sproget og den noget flagrende grafik ud, er det en god og tankevækkende roman for 13-årige og opefter.